Det drejer sig om rytme

Hvis vi ikke kan sove, er det måske, fordi vi har glemt hvordan.

I førmoderne tid sov folk på en anden måde – gik i seng og stod op med Solen. I vintermånederne, hvor der var lang tid at hvile sig i, delte vores forfædre muligvis søvnen op i portioner. I udviklingslandene sover folk stadig ofte på den måde. De går til sengs gruppevis og står op fra tid til anden i løbet af natten. Nogle sover udenfor, hvor der er køligere, og Solen har mere direkte indvirkning på deres døgnrytme.

I 2002 offentliggjorde Carol Worthman og Melissa Melby fra Emory University i USA en sammenlignende undersøgelse af, hvordan folk sover i forskellige kulturer. De beskrev, hvordan “grænserne mellem søvn og vågen tilstand er meget flydende” blandt samlere som !kung- og efe-folkene. Der er ingen fast sengetid, og ingen fortæller andre, at de skal sove nu. De, der sover, står op, når en samtale eller nogen, der spiller musik, forstyrrer hvilen og pirrer deres nysgerrighed. De deltager måske et stykke tid og lægger sig så ned og sover videre.

I de industrialiserede lande er der ingen, der sover på den måde i dag, i hvert fald ikke med vilje. Vi går i seng på et nogenlunde fast tidspunkt og sover, alene eller med en partner, på bløde madrasser med dyner og lagner. I gennemsnit sover vi ca. halvanden time mindre pr. nat end for bare 100 år siden. Noget af vores epidemiske søvnløshed skyldes sikkert, at vi vælger at overhøre biologien. Teenageres naturlige søvnrytme ville være at stå sent op om morgenen, men det går ikke, når de skal være i skole kl. 8.00. Natholdsarbejdere, der sover om formiddagen, kæmper mod ældgamle rytmer i kroppen, som foreskriver, at de burde være oppe og jage eller samle, mens himlen er fuldt oplyst.

Det er med livet som indsats, vi bekæmper disse kræfter. I februar 2009 styrtede et amerikansk pendlerfly ned i det østlige USA. Alle 49 om bord plus én på jorden blev dræbt. Styrmanden – og sandsynligvis også kaptajnen – havde kun fået en smule spredt søvn det sidste døgn inden styrtet, og det fik det amerikanske trafiksikkerhedsråd til at konkludere, at deres arbejdsindsats “sandsynligvis var hæmmet af træthed”. Den slags nyheder gør Charles Czeisler fra Harvard vred. Han bemærker, at et døgn uden søvn eller kun fem timers søvn pr. nat i en uge svarer til at have 0,1 promille alkohol i blodet. Alligevel priser moderne forretningsetik den slags præstationer. “Vi ville aldrig sige: ‘Denne person er en god arbejdskraft! Han er beruset hele tiden!’” skrev Charles Czeisler i en artikel i Harvard Business Review i 2006.

Siden 2004 har Charles Czeisler offentliggjort en serie rapporter i medicinske fagtidsskrifter om en undersøgelse, hans forskerhold har foretaget af 2700 nyuddannede læger i turnus. Disse unge mænd og kvinder har vagter på op til 30 timers længde to gange om ugen. Charles Czeislers forskning afslørede den bemærkelsesværdige sundhedsrisiko, deres søvn­underskud medfører. “Vi ved, at hver femte turnuslæge indrømmer at have begået en fejl, som skyldtes træthed, og som skadede en patient,” fortæller han. “En ud af 20 indrømmer at have begået en fejl af træthed, der kostede patienten livet.” Da Charles Czeisler gik ud med den information, regnede han med, at hospitalerne ville takke ham. I stedet gik mange i forsvarsposition. Han har opgivet håbet om, at der bliver gjort noget, før arbejdsgivere begynder at tage søvnløshed og træthed alvorligt. “Jeg er sikker på, at folk en dag vil se tilbage på dette som en barbarisk praksis.”

Tag nu siestaen.

Traditionelt ligger siestaen, så den svarer til det naturlige dyk i vores døgnrytme efter frokosten, og undersøgelser har vist, at folk, der tager en lur, generelt er mere produktive og måske endda har lavere risiko for at dø af hjertesygdomme. Det er spanierne, der har gjort siestaen berømt. Desværre bor spanierne ikke længere tæt nok på deres arbejde til at gå hjem og lægge sig. I stedet bruger nogle pausen om eftermiddagen til en lang frokost. Efter to timers frokost kan spanske arbejdere ikke holde fri før kl. 19 eller 20. Men selv da tager de ikke altid lige hjem, men går ud og spiser til middag i stedet. (De populæreste tv-programmer slutter først ved midnatstid).

På det seneste er spanierne begyndt at tage problemet med søvnmangel alvorligt. Ved alvorlige bilulykker spørger politiet nu førerne, hvor længe de har sovet natten før, og staten har for nylig indført kortere arbejdstid for de offentligt ansatte for at få dem hjem noget tidligere.

Det, der har motiveret spanierne til at gribe ind mod søvnighed, er ikke så meget antallet af biluheld – der historisk set hører til de højeste i Vesteuropa – som det, at produktiviteten ikke stiger. Spanierne tilbringer mere tid på arbejde end de fleste af deres europæiske naboer, men produktiviteten er lavere. “Én ting er at skrive timer på, noget andet at få bestilt noget,” påpegede den 68-årige forretningsmand Ignacio Buqueras y Bach for nylig over for sine landsmænd i en Madrid-avis. Han har stået i spidsen for et initiativ for at få spanierne tidligere i seng.

I 2006 blev den kommission, Ignacio Buqueras y Bach havde nedsat for at få lavet om på tingene, overført til staten. To år senere overværede jeg et af kommissionens møder. En række moderne spanske samfundsspidser aflagde vidnesbyrd om problemet. De talte om arbejdsulykker blandt trætte arbejdere, spanske kvinders dobbelte udmattelse med lang arbejdstid og husarbejde derhjemme, og små børn, der ikke får de ti-tolv timers søvn, de burde have. Medlemmerne blev opfordret til at kontakte tv-stationerne for at se, om man kunne få dem til at lægge de mest populære programmer noget tidligere.

Ignacio Buqueras y Bach bad talerne om at holde korte indlæg. Men lyset var dæmpet, og salen varm. Blandt publikum begyndte flere hoveder at glide ned mod brystet og rette sig op igen med et ryk; så lukkede øjnene sig mere i, og nogle af dem begyndte at betale af på Spaniens nationale søvnunderskud.

• Forrige Side 4 af 4