"Det desperate dusin"

Som de fleste ferskvandsfisk er fiskene i det sydøstlige USA generelt små og har afdæmpede farver – det meste af året. Men hvis man stikker hovedet ned i vandet om foråret eller sommeren, hvor hannerne får parringsfarver, kunne man tro, man var ved et koralrev.

Julesmutterne ligner svømmende juletræer med røde guirlander, Etheostoma brevirostrum og Etheostoma chuckwachatte er stribede og plettede i turkis og orange. Hannerne hos slikkepindssmutter har knopper langs det øverste af rygfinnen, der svulmer op og bliver lysende gule – formentlig for at ligne æg og inspirere hunnerne til at gyde. Og deres adfærd kan være lige så ejendommelig. Hannerne hos giftmaller – som er fingerlange fisk med hagetråde, der ligner knurhår, rundt om munden – tager æg i munden for at rense dem. Nogle hansmutter renser æggene ved at vifte vand hen over dem, hvilket også giver dem ilt. Den knap 13 cm lange Percina jenkinsi bruger snuden som løftestang til at vende småsten, når den leder efter føde.

Næsten en tredjedel af fiskene i det sydøstlige USA risikerer at forsvinde – adskillige af dem inden for få år – fordi så mange vandløb bliver opslugt af vandreservoirer eller fyldt op af slam eller skadelige stoffer. CFI er ikke de eneste, der gør noget for at bevare dem. Tennessee Aquarium i byen Chattanooga, andre private organisationer og naturstyrelser på delstats- og forbundsniveau har også taget initiativer. Det er som regel utaknemligt arbejde. En gruppe uafhængige forskere, Southeastern Fishes Council, har udarbejdet en liste, de kalder “det desperate dusin” – “de 12 fisk, der har størst sandsynlighed for snart at uddø,” siger chefforsker på Tennessee Aquarium, Anna George. “De fleste af dem har offentligheden aldrig hørt om.”

En undtagelse er alabamastøren, der er, eller var, op til 80 cm lang. Bestanden blev stærkt reduceret i sidste århundrede af erhvervsfiskeri og dæmninger, der blokerede for størens gydevandringer. Denne stør er nok den mest truede fisk i USA lige nu. Omfattende eftersøgninger har resulteret i nøjagtig tre eksemplarer, siden den officielt blev fredet i 2000. Den sidste, man fandt, i 2007, fik sporingsudstyr og blev fulgt dagligt i to år for det tilfælde, at den ville føre til andre støre. Det skete aldrig, og der findes ingen alabamastøre i fangenskab.

I det store og hele har de truede fisk i det sydøstlige USA ingen økonomisk betydning. Nogle steder er det netop derfor, de er blevet udryddet. Den kun 40 km lange flod Abrams Creek i Tennessee, der for størstedelen snor sig gennem Great Smoky Mountains Nationalpark, rummede engang næsten 70 arter hjemme­hørende fisk.

Til sammenligning har Columbia- og Coloradoflodsystemerne, der afvander det meste af det vestlige USA, kun tilsammen 54 arter. Men parkmyndighederne besluttede i 1957 at give alle de hjemmehørende fisk gift og fylde vandløbet med fremmede ørreder udefra til sportsfiskeri. De ville ikke have, at alle de små, lokale “agnfisk” skulle konkurrere med de unge ørreder om føden. Inden længe havde Abrams Creek mistet næsten halvdelen af sine oprindelige fiskearter.

Men siden har holdningen blandt natur-forvalterne ændret sig. Nu vil de have deres verdensklasse-menageri af småfisk tilbage.

Abrams Creek strømmede klar og kølig i skyggen af tulipantræer, paw-paw og fyrretræer den dag sidste efterår, hvor jeg sprang på maven ud i den sammen med J.R. Shute og Pat Rakes. Strømmen førte hele flåder af højrøde blade med sig, og moskusskildpadderne svømmede hen for at inspicere os, mens vi talte fisk. Mellem 1986 og 2002 slæbte J.R. Shute og Pat Rakes spandevis af fisk fra arken i Knoxville til Abrams Creek. Nu vender de tilbage hvert år for at følge udviklingen. Og det er kun et ud af over 30 vandløb, de arbejder på.

Siden 1950’erne og 60’erne er der sket holdningsændringer – og lovændringer – også uden for nationalparkerne. Floderne i det sydøstlige USA har lige så mange dæmninger som før, men efter en lang periode med hensynsløs skovhugst, kulminedrift og udledning fra industri og kloakker har miljølovgivningen nogle steder gjort dem så meget renere, at man kan teste vandet ved at sætte opdrættede fisk fra arken ud.

Der begynder at komme succeshistorier. Powellfloden, en biflod til Tennesseefloden, blev ødelagt i 1996 af udslip af kulslam, der blandt andet reducerede den truede gulfinnede giftmalles udbredelsesområde drastisk. Men CFI har genindført den og hjulpet til at udvide dens område igen. “På det seneste har vi fundet dem i 55 km af Powellfloden,” siger Pat Rakes. “De klarer sig fint.” Og den eftermiddag i efteråret, hvor holdet fra CFI og jeg flød et stykke ned ad af floden i Virginia, havde vi masser af selskab: mindst et dusin arter, deriblandt karper, aborrer, tandkarper og barber, der pilede rundt efter føde i de hvirvler, der opstod bag os.

De gulfinnede giftmaller klarer sig også godt i Abrams Creek, ligesom de truede, røgfarvede giftmaller, som CFI også har genindført. Erimonax monachus har ikke fundet fodfæste, men Etheostoma sitikuense trives efter ni års fornyelse af bestanden. Ved en optælling sidste efterår nåede folkene fra CFI op på 47 på en time. Senere, mens han står mellem de boblende akvarier i lagerbygningen i Knoxville, fortæller J.R. Shute, at han har set langt værre steder end Abrams Creek, og forklarer, hvorfor han alligevel er optimistisk. Han beskriver Pigeonfloden, der løber fra North Carolina ind i Tennessee.

“Den var det værste af det værste heromkring,” siger han. “Men den virksomhed, der dumpede giftkemikalier i den, tog sig sammen. Lokalsamfundene forbedrede deres spildevandsrensning, og vi er begyndt at sætte mandarinsmutter ud. “Man beholder den sidste fisk i en ark, for man ved aldrig, hvornår en flod retter sig,” fortsætter J.R. Shute. “Hvis Pigeonfloden kunne, så kan alle floder. De må slæbe mig væk, før jeg giver op.”

• Forrige Side 2 af 2