Den hvide hval

Når jeg begynder at få et stramt drag om munden, når det bliver klam og regnvåd november i min sjæl, når jeg har tilbragt for mange måneder i træk ved computerens tastatur i kunstigt lys som en slags eneboer, der har buret sig inde og sidder og hakker et levebrød ud, så ved jeg, at det er på tide at komme til søs, og at det kun kan gå for langsomt. Så jeg sprang begejstret til, da jeg blev tilbudt den spændende opgave på Pacific Storm.

Da rejsen skulle begynde lige efter nytår, den 3. januar, havde jeg tre nytårsforsætter: Jeg ville prøve at være en god skibskammerat, jeg ville gøre en indsats for at skære alt det overflødige spæk væk i mine skriverier, og jeg ville afholde mig fra at komme med den mindste hentydning til Herman Melville og hans bog Moby-Dick. Fik jeg nævnt, at vi skulle finde en hvid hval?

Når hvalen presser vandet ud igen, bliver krillene fanget af barderne i siderne af overmunden.

Det er sandt. Blandt bestanden af blåhvaler i det nordøstlige Stillehav – den flok, der oftest tilbringer sommeren ud for Californien, og hvis vandring vi skulle følge sydpå – er der en hvid blåhval. Måske er det en albino. Fra Pacific Storms gummibåd var den hvide hval blevet udstyret med en satellitsender ud for Santa Barbara fire måneder tidligere, men signalet fra senderen, nr. 4172, var ophørt nogle få uger senere, og nu var det en gåde, hvor hvalen befandt sig. TIROS N-satelitterne, som bevæger sig i et solsynkront kredsløb om polerne, kunne ikke længere spore hvalen, men den var et af de dyr, vi håbede at få øje på ud for Mellemamerika.

• Forrige Side 2 af 7 Næste