Delte vande

De væbnede sammenstød med Jordan-floden som udgangspunkt går helt tilbage til 1948, hvor staten Israel blev oprettet. Man var godt klar over, at kilderne til den uundværlige vandforsyning lå uden for landets grænser. Israels eksistens var afhængig af Jordan-floden, som udspringer i Syrien og Libanon og løber ud i Genesaret-søen, og af de bifloder, som løber ud i Jordan-floden fra nabolandene.

Israels naboer står i en lignende situation. Deres fortsatte eksistens er også på spil, og det betyder, at balancen mellem krig og fred er hårfin. I 1960’erne var det israelske luftangreb, som startede seksdageskrigen. Angrebene kom efter syriske forsøg på at omdirigere Bāniyās-floden (som udspringer i Golanhøjderne og siden løber ud i Jordan-floden) og arabiske angreb på Israels nationale vandtransportør-projekt. I 1979 var Israel og Jordan tæt på at gå i krig på grund af en sandbanke i Yarmuk-floden. Og i 2002 truede Israel med at bombe et pumpe­anlæg til kunstvanding ved Hasbani-floden, som udspringer i det sydlige Libanon og senere løber ud i Jordan-floden.

Kampen om vandet har imidlertid også ført til dialog. “Der findes ikke ret mange større vandkilder, som ikke krydser en eller flere politiske grænser,” siger den israelske direktør i FOEME­ Gidon Bromberg.

“Det skaber en naturlig indbyrdes afhængighed landene imellem.” Det kan faktisk være en vej til fred at dele ressourcerne, fordi det tvinger folk til at samarbejde, påpeger han. I 1970’erne blev Jordan og Israel eksempelvis enige om, hvordan de skulle fordele vandet, selvom de to lande officielt var i krig med hinanden. Og israelerne og palæstinenserne er fortsat med at samarbejde om vand, selvom andre dele af fredsprocessen er gået i stå.

“Umiddelbart virker det måske mærkeligt, men vand er ganske enkelt for vigtigt til, at man går i krig om det,” siger Chuck Lawson, en tidligere amerikansk embedsmand, som arbejdede med israelsk-palæstinensiske vandspørgsmål i 1990’erne. “Uanset hvordan den politiske situation er, har folk brug for vand, og det giver et enormt incitament til at finde en løsning.”

En dag i april 2009 tager Gidon Bromberg mig med til den naturlige kilde, som forsyner den palæstinensiske landsby Auja med vand. Byen har 4500 indbyggere og strækker sig op ad de ufrugtbare bakkeskråninger et par kilometer vest for Jordan-floden i nærheden af byen Jeriko. Kilden fyldes op af vinterens regnvand, og vi går langs den smalle betonkanal, som leder vandet til landsbyen nogle kilometer derfra. “Auja er helt afhængig af vand til landbruget. Så snart kilden tørrer ud, er der ikke mere vand til markerne,” siger Gidon Bromberg.

Siden Israel besatte Vestbredden i 1967, er der etableret 20-30 bosættelser i Jordan-dalen – ud over de omkring 120 øvrige bosættelser på Vestbredden. Bosætternes vand leveres af Israels nationale vandforsyningsselskab, Mekorot, hvis hovedformål er at forsyne israelske storbyer, og som har boret 42 dybe brønde på Vestbredden. Ifølge en Verdensbank-rapport fra 2009 bruger israelerne fire gange så meget vand pr. indbygger som palæstinenserne, hvoraf en stor del anvendes i landbruget. Israel er uenig i dette og hævder, at landets borgere kun bruger dobbelt så meget vand og desuden er bedre til at få det til at strække. Uanset hvad, får de israelske bosættelser på Vestbredden vand nok til at kunne fylde deres svømmebassiner, vande deres græsplæner og kunstvande marker og drivhuse.

Til gengæld er palæstinenserne på Vestbredden, der er underlagt israelsk militærstyre, i stor stil blevet forhindret i at grave deres egne dybe brønde. Så deres adgang til vand er begrænset til brønde nær overfladen, naturlige kilder og regnvand, der fordamper hurtigt i den tørre ørkenluft. Når disse kilder tørrer ud om sommeren, er palæstinenserne i Auja henvist til at købe vand af Israel til ca. 4 kr. pr. m3. De køber altså det vand tilbage, som pumper fra det israelske vandforsyningsselskab Mekorot har hentet op fra undergrunden under deres egne fødder – og som desuden sænker grundvandsspejlet og påvirker de palæstinensiske kilder og brønde, siger Gidon Bromberg.

Gidon Bromberg og jeg følger Auja-kilden mod øst, og vi kommer forbi en samling pumper og rør omgivet af et pigtrådshegn. Det er en Mekorot-brønd, som henter vand op fra 600 meters dybde. “Sådan ser vandtyveri ud på disse kanter,” siger Gidon Bromberg.

Israels chefforhandler på vandområdet, Noah Kinnarti, er af en anden opfattelse. Vandet i undergrunden kender ikke til menneskeskabte grænser, siger han og påpeger, at israelerne også er nødt til at købe det vand, de bruger. “Palæstinenserne mener, at den regn, som falder på Vestbredden, tilhører dem,” fortæller han. “Men i forbindelse med Oslo-fredsforhandlingerne blev vi enige om at dele det vand. De kan bare ikke få sig taget sammen til at gøre alvor af det.”

FOEME begyndte at beskæftige sig med disse vanskelige anliggender i 2001 i en periode præget af intensive voldshandlinger mellem palæstinensere og israelere. Men ved i første omgang at koncentrere sig om metoder til forbedring af vandkvaliteten fik organisationen skabt opbakning og tillid gennem et uddannelsesinitiativ på græsrodsniveau. FOEME arbejder også på at få etableret en jordansk-israelsk fredspark på en ø i Jordan-floden. Men vigtigst af alt er det måske, at man har forsøgt at presse landenes regeringer til at leve op til de forpligtelser om deling af vandet, som er omfattet af fredsaftalerne for området. Og Jordan-floden skal være en model for det samarbejde, der skal til for at forhindre fremtidige vandkrige.

“Over hele verden forbinder folk Jordan-floden med fred,” siger FOEME’s jordanske direktør, Munqeth Mehyar.

“Vi hjælper den bare med at leve op til sit omdømme!” Når jeg vender tilbage til Auja i begyndelsen af maj, er kilden blevet til nogle små dryp, og landsbyen er lige så tør som en håndfuld talkum. Jeg lægger vejen forbi en ældre bonde ved navn Muhammad Salama. “Vi har ikke haft rindende­ vand her i huset i fem uger,” fortæller han.

“Så nu må jeg hver dag købe en tankfuld vand af Mekorot til min familie og til mine får, geder og heste.” Han er også nødt til at købe foder til sine dyr, fordi der ikke er vand til afgrøderne. For at få råd til vand og foder sælger Muhammad Salama ud af dyrebesætningen, og hans sønner har taget arbejde i en israelsk bosættelse, hvor de passer tomater, meloner og andre afgrøder, som kunstvandes med vand fra det vandlag, som de palæstinensiske bønder ikke har adgang til.

“Hvad kan vi gøre?” spørger han, mens han skænker mig et glas af Mekorots vand fra en plasticflaske. “Det er urimeligt, men vi kan ikke gøre noget ved det.”

Vejret er klart, og over den afsvedne dal kan vi se ned til den tynde stribe grågrøn bevoksning, der markerer Jordan-flodens løb. Et øjeblik synes flodens vand inden for rækkevidde. “Men for at komme derned skal jeg springe over et elektrisk hegn, krydse et minefelt og slås med den israelske hær,” siger Muhammad Salama. “Jeg ville være nødt til at starte en vandkrig!”

• Forrige Side 2 af 2