Alle kneb gælder

“Hunnerne er dommerne,” minder Brett Benz mig om, mens han åbner ind til det skjul, som ­dækker for kameraet. Jeg krydser fingre for Don­ald og smutter indenfor. Solen er lige stået op, og det regner en smule.

Det er lige den slags vejr, de toppede løvhyttefugle foretrækker i parringstiden. Fra mit skjul kan jeg se Donald på sin sanggren. Han ser egentlig ikke ud af noget særligt: en fugl på størrelse med en blåskade med lidt kedelige olivengrønne fjer og en enkelt orange stribe på hovedet. Han fortsætter med sit kald, der nærmest lyder som et maskingevær, et stykke tid. Så falder der et flosset, gult blad ned på tårnets mosplæne. Donald flyver straks ned for at fjerne det. Det ville hunnerne uden tvivl synes om, tænker jeg.

Alle løvhyttefuglehanner vedligeholder konstant deres løvhytter; de beslutter nøje, hvad der er værd at samle, og alt bliver arrangeret sirligt. En australsk han af atlaskløvhyttefuglen med lysende blå øjne udstiller blå papegøjefjer, hvide sneglehuse og gule og lilla blomster foran sin allé af grene og græs. Der er dog ikke mange løvhyttefugle, der lider så stærkt af samlermani som de store løvhyttefugle i det nordlige Australiens åbne skove.

Hannerne samler tusindvis af hvide og grå småsten, sneglehuse og ryghvirvler fra får, bunker af grønt og lilla glas, patronhylstre, kulørte plasticstykker, ledning, flaskekapsler, sølvpapir, spejle – kort sagt næsten hvad som helst, der er blankt og farvestrålende, inklusive cd’er. Det gør de selvfølgelig, fordi hunnerne kan lide den slags ting, men hannerne bruger dem også til indbyrdes konkurrence.

“De slås, stjæler hinandens pynt og river hinandens løvhytter ned,” siger Natalie Doerr fra University of California, Santa Barbara, der forsker i, hvilke genstande hannerne begærer mest og oftest stjæler fra hinandens hytter. “De har ikke gevirer at slås med, så de slås om deres ting.”

• Forrige Side 3 af 4 Næste